Min rolle er at hjælpe dig med at afklare, hvad du har brug for, inspirere dig til at gøre det, der er godt for dig og evt. finde andre former for hjælp. Jeg hjælper dig i gang med en proces, hvor du nænsomt sætter dig selv fri fra gamle begrænsninger, sætter dine egne grænser og står stærkt i din kerne. Du skal derfor betragte dig selv som en aktiv modtager.

Et forløb varer forventeligt 1-5 sessioner. Sessionerne vil altid indeholde en indledende og en afsluttende samtale, hvor vi taler om grænser og kommunikation, din intention og forventninger, dit udbytte af tiden sammen, samt hvad du selv kan gøre fremadrettet for at integrere eventuelle nye erkendelser i din hverdag. En stor del af tiden bruger vi dog på kropsligt arbejde. Det kan være, at jeg viser dig forskellige øvelser, som du så udfører uden eller med fysisk kontakt med mig. Det kan også være med dig som modtager af forskellige former for berøring.

Under hele sessionen inviteres du til at mærke dig selv og dine følelser og være aktiv i form af at bruge dit åndedræt, bevæge dig og sætte lyd på det, som opstår. I berøring kan jeg bruge elementer fra f.eks. reiki healing, dans, massage, stemmehealing og kundaliniarbejde til at understøtte din proces. Vi aftaler på forhånd, hvilke elementer, der må indgå i den kropslige del. Fysisk berøring er altid valgfrit og aftales i den indledende samtale. Inden vi laver øvelser der inkluderer berøring, vil du blive spurgt igen, om du ønsker det. Det er ALTID tilladt at sige nej tak og ændre på ønskerne, selvom du måske først sagde ja. Det er vigtigt for mig, at du er tryg.